Vi arbejder med afsæt i Virkningsevaluering
Vi arbejder med afsæt i Virkningsevaluering
I Practicum arbejder vi med afsæt i den såkaldte virkningsevaluering.
Virkningsevalueringen er en effektmåling, som – fx i en projektsammenhæng – undersøger, hvad der virker for hvem, under hvilke omstændigheder. På denne måde anerkendes det situerede og kontekstbetingede afsæt for evalueringen.
Målet er ikke alene at dokumentere, om en given indsats faktisk er implementeret efter planen, men også at undersøge hvordan, hvorfor og for hvem indsatsen virker (eller ikke-virker!).
Vi kobler dette afsæt med et særligt fokus på de ”mekanismer”, som i situationen udløser den dokumenterede effekt.
Ved opstart af en evalueringsopgave foreslår vi som udgangspunkt, at der udarbejdes en forandringsteori, der skitserer sammenhængen i det evaluerede projekt; med en skelnen mellem mål, aktiviteter og det forventede output på kort og det mere langsigtede outcome af projektet
Forandringsteorien udgør en form for ”drejebog” for evalueringen. Forandringsteorien bruges til at vurdere, i hvilken grad projektet har levet op til de oprindelige mål og forventninger. Og med afsæt i forandringsteorien kortlægger evalueringen, om den grundlæggende sammenhængforståelse i projektet står distancen og vil kunne anvendes også i andre sammenhænge. Altså et oplæg til læring og transfer.
Og så lidt mere om vores teoretiske afsæt for evalueringer
Vi lægger i Practicum vægt på, at evalueringer har et lærende perspektiv. En gennemført evaluering skal ikke alene dokumentere en opnået effekt, men også pege på fremadrettede handlemuligheder. Derfor arbejder vi i vores evalueringspraksis både med et formativt og et summativt sigte.
Læringsteoretisk tager vi afsæt i det, der er kendt som den amerikanske pragmatisme, og her særlig med John Deweys forståelse af begrebet. Det pragmatiske afsæt indebærer, at forholdet mellem viden og praktik forstås på en særlig måde, hvor målet med at tilegne sig viden er at kunne interagere med verden på en ny og stadig mere kvalificeret måde. Målet med viden er således at opnå en stadig større kompetence til at forandre praksis.
Det pragmatiske afsæt indebærer videre, at handling rykker i centrum og bliver det centrale. Og her særlig de eksperimenterende og innovative handlinger, som ofte er dynamoen i forskellige former for udviklingsprojekter og processer, men som også er indlejret i hverdagslivet.
Endelig betyder det pragmatiske afsæt en stædig fremtidsorientering og tro på stadig udvikling og forandringer; det som er betegnet socialt håb. Teori og viden bliver på denne måde ikke et mål i sig selv, men derimod et instrument til at forbedre praksis; ofte i en organisatorisk kontekst.
Metodisk arbejder vi med afsæt i den symbolske interaktionisme, således som den er formuleret og anvendt analytisk af først og fremmest Herbert Blumer og Erving Goffman. Grundantagelsen er her, at betydning ikke er en uafhængig størrelse, som kan kortlægges via fx en evaluering. Betydning er derimod et relationelt begreb, som kun kan bestemmes situationelt og med inddragelse af konteksten. Betydningen determineres ikke af overordnede strukturer på samfundsniveau eller af psykiske strukturer på individniveau , men skabes derimod via konkret social interaktion.
I vores relation til omverdenen bygger vi på den mening, som denne omverden har for os, og som ikke alene er skabt via social interaktion med andre, men som også løbende omfortolkes via denne sociale interaktion.
Social identitet og social strategi bliver i den forbindelse helt centrale begreber. Og det også i forbindelse med det kortlægnings- og analysearbejde, som en evaluering repræsenterer.
Vi anvender primært kvalitativt datamateriale
Vi gennemfører primært evalueringer, som bygger på kvalitative data; interviews, observationer og dokumentanalyser.
Det metodologiske afsæt i symbolsk interaktionisme betyder også en særlig tilgang til dataindsamling ved evalueringer.
Det vigtigste bliver med denne tilgang – fx i et interview – ikke er at trænge bag interviewpersonens ”facade” og afdække og formidle en stabil viden eller intentionalitet. Og dermed også generere et datamateriale, som er uafhængig af evaluator. Vores tilgang er derimod, at også dataindsamling må forstås som en social interaktion, hvor både evaluator og interviewpersoner løbende fortolker og former deres input og bidrag.
Denne samme forståelse gør sig også gældende ved observationer og dokumentanalyser.
Som én særlig form for dokument gør vi også brug af kvantitative dataindsamlingsmetoder, primært i form af spørgeskemaundersøgelser, som vi altså også betragter som et situeret input i en særlig for form social interaktion.
Sådan arbejder vi med evaluering
I Practicum arbejder vi med afsæt i den såkaldte virkningsevaluering.
Virkningsevalueringen er en effektmåling, som – fx i en projektsammenhæng – undersøger, hvad der virker for hvem, under hvilke omstændigheder. På denne måde anerkendes det situerede og kontekstbetingede afsæt for evalueringen.
Målet er ikke alene at dokumentere, om en given indsats faktisk er implementeret efter planen, men også at undersøge hvordan, hvorfor og for hvem indsatsen virker (eller ikke-virker!).
Vi kobler dette afsæt med et særligt fokus på de ”mekanismer”, som i situationen udløser den dokumenterede effekt.
Ved opstart af en evalueringsopgave foreslår vi som udgangspunkt, at der udarbejdes en forandringsteori, der skitserer sammenhængen i det evaluerede projekt; med en skelnen mellem mål, aktiviteter og det forventede output på kort sigt og det mere langsigtede outcome af projektet
Forandringsteorien udgør en form for ”drejebog” for evalueringen. Forandringsteorien bruges til at vurdere, i hvilken grad projektet har levet op til de oprindelige mål og forventninger. Og med afsæt i forandringsteorien kortlægger evalueringen, om den grundlæggende sammenhængforståelse i projektet står distancen og vil kunne anvendes også i andre sammenhænge. Altså et oplæg til læring og transfer.
Og så lidt mere om vores teoretiske afsæt for evalueringer
Vi lægger i Practicum vægt på, at evalueringer har et lærende perspektiv. En gennemført evaluering skal ikke alene dokumentere en opnået effekt, men også pege på fremadrettede handlemuligheder. Derfor arbejder vi i vores evalueringspraksis både med et formativt og et summativt sigte.
Læringsteoretisk tager vi afsæt i det, der er kendt som den amerikanske pragmatisme, og her særlig med John Deweys forståelse af begrebet. Det pragmatiske afsæt indebærer, at forholdet mellem viden og praktik forstås på en særlig måde, hvor målet med at tilegne sig viden er at kunne interagere med verden på en ny og stadig mere kvalificeret måde. Målet med viden er således at opnå en stadig større kompetence til at forandre praksis.
Det pragmatiske afsæt indebærer videre, at handling rykker i centrum og bliver det centrale. Og her særligt de eksperimenterende og innovative handlinger, som ofte er dynamoen i forskellige former for udviklingsprojekter og processer, men som også er indlejret i hverdagslivet.
Endelig betyder det pragmatiske afsæt en stædig fremtidsorientering og tro på stadig udvikling og forandringer; det som er betegnet socialt håb. Teori og viden bliver på denne måde ikke et mål i sig selv, men derimod et instrument til at forbedre praksis; ofte i en organisatorisk kontekst.
Metodisk arbejder vi med afsæt i den symbolske interaktionisme, således som den er formuleret og anvendt analytisk af først og fremmest Herbert Blumer og Erving Goffman. Grundantagelsen er her, at betydning ikke er en uafhængig størrelse, som kan kortlægges via fx en evaluering. Betydning er derimod et relationelt begreb, som kun kan bestemmes situationelt og med inddragelse af konteksten. Betydningen determineres ikke af overordnede strukturer på samfundsniveau eller af psykiske strukturer på individniveau, men skabes derimod via konkret social interaktion.
I vores relation til omverdenen bygger vi på den mening, som denne omverden har for os, og som ikke alene er skabt via social interaktion med andre, men som også løbende omfortolkes via denne sociale interaktion.
Social identitet og social strategi bliver i den forbindelse helt centrale begreber. Og det også i forbindelse med det kortlægnings- og analysearbejde, som en evaluering repræsenterer.
Vi anvender primært kvalitativt datamateriale
Vi gennemfører primært evalueringer, som bygger på kvalitative data; interviews, observationer og dokumentanalyser.
Det metodologiske afsæt i symbolsk interaktionisme betyder også en særlig tilgang til dataindsamling ved evalueringer.
Det vigtigste bliver med denne tilgang – fx i et interview – ikke er at trænge bag interviewpersonens ”facade” og afdække og formidle en stabil viden eller intentionalitet. Og dermed også generere et datamateriale, som er uafhængig af evaluator. Vores tilgang er derimod, at også dataindsamling må forstås som en social interaktion, hvor både evaluator og interviewpersoner løbende fortolker og former deres input og bidrag.
Denne samme forståelse gør sig også gældende ved observationer og dokumentanalyser.
Som én særlig form for dokument gør vi også brug af kvantitative dataindsamlingsmetoder, primært i form af spørgeskemaundersøgelser, som vi altså også betragter som et situeret input i en særlig form for social interaktion.