I forhold til målet om at blive klogere på egen praksis – og eventuelt revurdere og justere den – kan man forestille sig en evalueringsindsats på flere niveauer.

Der er de egentlige evalueringstiltag, der også italesætte som sådanne; ofte i forbindelse med offentlige pilotprojekter og metodeudvikling. Det er denne type evalueringer, som oprindeligt har indgået i definitionen af selve evalueringsbegrebet; fx som det er bestemt af Vedum.

Men evaluering kan også forstås som den løbende justering af vore daglige praksis, som vi foretager på baggrund af respons fra omgivelserne.

Denne respons betegnes typisk som feed back.  Feed back kan antage flere former. Lige fra den opfordrede tilbagemelding fra en samarbejdspartner eller en bruger/kunder til den stille, ikke-italesatte respons fra omgivelser. Det sidste er meget præcist beskrevet af Donald Schøn som en iterativ korrespondance med konteksten.

Vi kender det alle fra dagligdagen. Det forhold, at vi får omgående og kontant respons fra det man er i gang med; typisk mest erkendt i de tilfælde, hvor vi begår en fejl og bliver omgående straffet.

Men udfordringen opstår, hvis der ikke er en umiddelbar – eller i hvert fald overskuelig – sammenhæng mellem handling og respons. Det kender vi også alle fra den daglige praksis. Fx i form af beslutninger, som først får konsekvenser år efter. Eller hvor konsekvenserne opleves som forårsaget af andre faktorer grundet skift i situation og kontekst.

Og det sker også i arbejdsmæssige og professionelle sammenhænge. Det kan fx handle om lægen, der diagnosticerer en patient, hvor en kollega står for selve behandlingen og hvor en tredje læge gennemfører kontrolbesøget måneder efter.

Et sådant typisk forløb synes i høj grad at hænge sammen med det højspecialiserede – og i nogen grad fragmenterede – samfund. Altså en strukturel udfordring, hvor det bliver vanskeligt for den fag-professionelle at tage læring af sin egen praksis, fordi hun ikke umiddelbart oplever konsekvenserne af sine handlinger og dermed ikke har mulighed for at reflektere og eventuelt korrigere fremtidige handlinger.

Den ultimative risiko her er, at fejl ikke opdages – eller at det i hvert fald tager meget lang tid, inden nogen (og yderst sjældent vil denne ”nogen” være den fagprofessionelle selv!) opdager, at noget er galt og der gribes ind.

Men en anden risiko, som også kan være fatal, handler her om, at den manglende respons fører til tilsvarende manglende udvikling.

I sådanne tilfælde må den direkte respons fra kontekst og bruger, borger, kunde så at sige ”rekonstrueres”. Den oplagte mulighed vil være at definere de vigtigste indikatorer på en mulig effekt af ens handlinger. I praksis er dette dog ofte vanskeligt.

En anden mulighed kunne være at etablere en værdikæde opbygget omkring det horisontale samarbejde mellem de kollegaer, som tilsammen er afgørende for at en opgave løftes kompetent. Fx i eksemplet med de samarbejdende læger, som med hver deres indsats er afgørende for patienten. Ved at tænke i en sådan værdikæde er det ikke patientens direkte respons, som behøver at være afgørende (selv om den naturligvis under alle omstændigheder spiller en væsentlig rolle!). Det afgørende i situationen bliver derimod, at fx den diagnosticerende læge skaber det optimale oplæg for den udførende læge. Og at den diagnosticerende læge får respons fra sin kollega i hvert enkelt patienttilfælde.

Med en sådan værdikæde vil også fraprofessionelle uden direkte borger- eller kundekontakt i realiteten kunne evaluere og justere deres praksis på baggrund af input, som nok kommer fra nærmeste kollegaer i værdikæden, men som ultimativt og i sidste ende er formuleret af netop borgeren eller kunden.