Hvad skal vi overhovedet med evalueringer?

Den stadig mere udbredte brug af intervensionsteori, forandringsteori og effektkæder har ellers bidraget til at sætte behovet for evaluering i centrum. Ved opstarten af fx et udviklingsprojekt skitseres sammenhængen mellem mål, aktiviteter og forventede effekter på såvel kort som mellemlangt sigt. Denne kausalitet fungerer ikke alene som en drejebog for projektets gennemførelse, men også som afsæt for en nødvendig evaluering. Det bliver vigtigt at måle på om projektet faktisk er resultater i de forventede effekter. Det kan alt sammen være meget nyttigt. Men det er ikke tilstrækkeligt.

En evaluering, der primært har sit skarpe fokus på de opnåede effekter, vil automatisk sætte fokus på implementering. Hvis projektet er resulteret i de forventede effekter er det implementeret godt. Hvis det modsatte er tilfælde er der tale om en implementeringsfejl fra de projektansvarliges side. Grundlæggende mangler der her et: hvorfor!

Evalueringens opgave er ikke alene at registrere og kvantificere opnåede effekter. Evalueringens opgave er også at udfordre den sammenhængsforståelse og den kausalitetsforståelse, som ligger til grund for det evaluerede projekt. Uanset om projektet resulterer i den forventede effekt eller ej er det vigtigt at spørge ind til – og undersøge – hvad det er for mekanismer, som har betinget den opnåede effekt. Det er her den egentlige læring ligger.

En evaluering alene af projektets implementering og den deraf opnåede effekt kan aldrig blive interessant for andre end de personer, som har været ansvarlige for projektets gennemførelse. Og måske endda knap nok dem, for de ved jo bedre end nogen andre, hvor ”skoen trykker”. Problemet er her, at evalueringen i praksis forholder sig til, hvad der er sket i en særlig kontekst, i en særlig situation og under særlige omstændigheder. Evalueringen indeholder ingen eksemplariske pointer. Evalueringen bibringer ingen læring for andre end de direkte projektdeltagere (og kun måske!).

Når evalueringen skal grave et spadeskridt dybere hænger det sammen med 2 forhold. Dels umiddelbart af den naturlige forventning, vi må have som brugere af evaluering, at den skaber refleksion og læring, som kan anvendes i en ny, fremtidig sammenhæng. At vi bliver klogere på, hvordan tingene hænger sammen. Og dels hænger det mere grundlæggende (og videnskabsteoretisk) sammen med, at analyser og kortlægninger – af den type, som evalueringer repræsenterer – må have som mål at trænge bag om de fænomener og begivenheder, som vi alle kan observere i hverdage og give et bud på, hvad det er for bagvedliggende strukturer og mekanismer, som betinger disse fænomener.

Selvfølgelig er det ikke muligt at sige noget objektivt og ultimativt om sammenhængen mellem disse bagvedliggende struktur og mekanismer på den ene side og så observerede fænomener og effekter på den anden side. Udviklingsprojekter gennemføres jo i åbne systemer og er påvirkelig af mange faktorer. Men det er muligt at nærmere sig en forståelse af sådanne eksemplariske sammenhænge. Samtidig med at man forholder sig reflekteret og diskuterende til den konkrete kontekst, som også har sat sig fingeraftryk på projektet. Det er her læringen ligger, som vi kan anvende fremadrettet til at blive klogere på vores egen praksis. Og det er i denne bevægelse evalueringen henter sin berettigelse.